VOLLSMOSE SVØMMEHAL DROPPER KEMIKALIERNE OG GØR RENT MED OZONBERIGET VAND

 

Af Casper Holm - Danske Svømmebade

Vollsmose Svømmehal har gennemført et testforløb, hvor der er blevet gjort rent med ozonberiget vand. Målet har været at undersøge, om det er muligt at opnå samme rengøringskvalitet som ved traditionel rengøring – helt uden brug af kemi.

Kommuner og andre offentlige institutioner har i de senere år arbejdet intensivt på at udvikle nye måder at tænke og arbejde mere bæredygtigt på.

Trenden er også nået til svømmebadsområdet, som i stigende grad forsøger at implementere nye tiltag, der kan understøtte den grønne omstilling.

I Odense har man i mange år arbejdet med energieffektiviseringer og optimering af kommunens svømmehaller. Det har både sparet
energi og penge, men tiltagene rækker også videre end som så.

I starten af 2025 indgik Sport & Fritid i Odense
Kommune nemlig et samarbejde med firmaet A03TEK, som tilbyder effektive, kemifrie rengøringsløsninger til alle brancher.

Samarbejdet indebar, at man igangsatte et 8-ugers testforløb, hvor personalet i Vollsmose Svømmehal udelukkende skulle gøre rent med ozonberiget vand.

I løbet af de otte uger blev der løbende lavet tests,
og erfaringerne har været rigtig gode, forklarer Jane Villadsen, der til dagligt arbejder som koordinator i svømmehallen.

- Det har været en meget positiv oplevelse at gøre rent med ozonberiget vand. Vores arbejdsopgave er blevet lettere og mindre risikofyldt. At det samtidig er blevet mere rent, er jo bare fantastisk, siger koordinatoren.

Kemifri rengøring
Ozonberiget vand er et kraftigt oxidationsmiddel, der er i stand til at forårsage kemiske ændringer gennem oxygen. Det fungerer ved, at man tilsætter en elektrisk ladning til vandet, som skaber ozongas-bobler.

Disse bobler binder sig til snavs, hvilket gør det muligt for jord at blive bundet og tørret væk.

Ozonberiget vand ”laves” af helt naturligt drikkevand fra hanen og kan bruges på flere overfalder til at rense, rengøre og fjerne lugt. Alt sammen uden at tilsætte kemiske midler.

Selve testen i Odense blev udført i specifikke områder af svømmehallen og omklædningsrummene, hvor rengøring med ozonberiget vand blev sammenlignet med traditionel kemisk rengøring. Hver mandag morgen i otte uger blev der udtaget prøver fra otte udvalgte fliser – fire rengjort med ozon og fire med kemi. Prøverne blev analyseret af Eurofins for bakterieindhold før og efter rengøring.

For at sikre objektivitet blev testområderne holdt hemmelige for rengøringspersonalet, og prøverne blev desuden transporteret under sterile forhold til laboratoriet.

Testresultaterne fra Eurofins viste efterfølgende, at det ozonberigede vand har samme rengøringseffekt som kemiske midler. Den gennemsnitlige reduktion af bakterier var 69 % ved brug af ozon og 72 % ved brug af kemi – en forskel, der ligger inden for den statistiske usikkerhed.

Afledte effekter

Udover den dokumenterede rengøringseffekt observerede Jane Villadsen og hendes kollegaer flere positive afledte effekter ved brugen af ozonberiget vand.

 

Efter mindre end en uge blev der rapporteret markant mindre fedt i afløb og vandlåse. Derudover oplevede personalet, at overfladerne havde sværere ved at blive snavsede igen, da biofilmen – som normalt fungerer som grobund for bakterier – blev fjernet.

Sidst men ikke mindst fremhævede personalet en række sundhedsmæssige gevinster.

- Der er ingen tvivl om, at kemikalier kan være hårde for både huden og vejrtrækningen. Det har vi slet ikke oplevet i testperioden, siger Jane Villadsen.

Fremtidigt fokus

Testforløbet har på mange måder været en øjenåbner for Jane Villadsen og hendes kollegaer.

Derfor har man besluttet at fortsætte med det i Vollsmose Svømmehal, men man ser også gerne, at Odense Kommune fremadrettet erstatter rengøringsmidlerne med ozonberiget vand i andre svømmehaller.

- Vores erfaringerne har været så gode, at vi ikke er bange for at udrulle det andre steder. Når det er sagt, så koster det selvfølgelig penge at installere det nye setup. Det håber vi, at kommunen vil prioritere i de kommende år, forklarer koordinatoren.

Jane bakkes op af Søren Vestergaard, direktør i firmaet AO3TEK, som har leveret det nye system. Søren glæder sig over, at testforløbet har skabt værdi i Odense og håber, at andre svømmehaller vil følge trop.

- Vi er først og fremmest rigtig glade for, at Odense Kommune har villet ”lege” med os. Vores testprojekt har vist, at man kan opnå samme rengøringseffekt uden at tilsætte kemikalier. Det er både godt for miljøet og medarbejdernes sundhed. Derfor håber vi selvfølgelig også, at andre svømmehaller kunne have lyst til at afprøve systemet, lyder det fra Søren Vestergaard.